Nyhedsbrev – december 2016

Sherpa spreder vingerne

Det har været et travlt efterår i Sherpa. I denne udgave af nyhedsbrevet kan du læse om vores nystartede samarbejde med Aalborg Kommune og Aarhus Kommune samt ansættelsen af Tomas Legarth som ny kommerciel direktør.

Sherpa udvider til Aalborg og Aarhus

Hos Sherpa tror vi på, at mennesker med en psykisk sårbarhed kan komme sig, og siden vores opstart har vi arbejdet benhårdt på at hjælpe så mange som muligt med at få skabt en stabil hverdag og komme i arbejde eller uddannelse – eller tættere herpå.

Vi er derfor utroligt stolte over at kunne fortælle, at vi har indgået et strategisk samarbejde med både Aalborg Kommune og Aarhus Kommune om at hjælpe psykisk sårbare på langvarig offentlig forsørgelse tættere på arbejdsmarkedet. De nye samarbejder betyder, at vi fremover vil kunne være der for en bredere vifte af mennesker, der har brug for støtte.

I begge kommuner starter vi samarbejde om unge under 30 år, der har en psykisk sårbarhed samt komplekse og sammensatte problemer, som kræver en indsats på tværs af sundheds-, social-, uddannelses- og beskæftigelsesområdet. Sherpas individuelle og beskæftigelsesret-tede indsats skaber overblik, sammenhæng og den rette timing i de mange indsatser og planer, så den unge profiterer af indsatserne. Samtidig får kommunerne overblik over igangværende indsatser og evt. overlappende tilbud.

Aftalen med Aalborg Kommune vil løbe de næste tre år, og de første borgere er allerede startet i forløb. Samarbejdet med Aarhus Kommune er i sin opstart, og vi forventer, at de første forløb begynder i starten af det nye år. I forbindelse med opstarten i Aalborg og Aarhus opretter vi kontorer i begge byer, ligesom vi er i fuld gang med at ansætte nye kolleger.

Med donationer fra Det Obelske Familiefond i ryggen har det været muligt at udvikle nye forretningskoncepter med gensidigt attraktive bonusmodeller, som vi er i gang med at udbrede til både offentlige og private kunder.