Karoline: Jurastuderende få måneder efter udskrivelse fra psykiatrisk skadestue

Karoline fik et sammenbrud under en bytur og blev indlagt på en psykiatrisk skadestue samme nat. Trods velmenende advarsler om ro fra plejepersonalet var Karoline fast besluttet på at læse jura, og sammen med sin Sherpa-mentor kastede hun sig ud i studiet kun få måneder efter, hun var blevet udskrevet fra psykiatrisk behandling.

Da sommeren gik på hæld i 2011 havde 19-årige Karoline det godt. Nogle måneder før havde hun afsluttet tre gode gymnasieår, og huen var hentet hjem med flotte karakterer. Karoline skulle til at tage hul på sit sabbatår, og fik arbejde som ufaglært medhjælper på et plejehjem.”Jeg har altid været rask, glad, ret overskudsagtig omkring mange ting, og jeg har altid haft mange ambitioner. Jeg var god i skolen, god socialt og har aldrig helt haft de store problemer. Da jeg fik arbejdet på plejehjemmet, begyndte jeg at tage rigtig mange vagter. Jeg havde travlt, men tjente jo også mange penge.”Karoline tog især mange dobbeltvagter, og arbejdsdagene sneg sig hurtigt op på 17 timer om dagen. Men efter nogle måneder begyndte de lange arbejdsdage at tære på Karoline. I november 2011 begyndte humøret at dale, og omkring jul blev det hele for meget.

”Jeg var ikke stresset, men kunne godt mærke, at noget var under opsejling, og pludselig var det bare som om, at der gik en klap ned. Det hele blev sort og ubehageligt.”

Karoline tog til sin egen læge for at få hjælp, men blev hurtigt sendt hjem igen med en recept på antidepressiv medicin.

Indlagt på psykiatrisk skadestue

Pillerne hjalp ikke. Karoline fik det værre, og en martsaften i 2012 fik Karoline et sammenbrud under en bytur.

”Det var helt forfærdeligt og kom meget pludseligt. Jeg var ked af det og fik selvmordstanker. Det havde jeg aldrig havde haft før. Jeg ringede til min veninde, og hun tog mig med på en psykiatrisk skadestue.”

Karoline blev først indlagt på akutmodtagelsen, og efter nogle dage blev hun flyttet til en mindre afdeling for mennesker med angst og depression. På afdelingen havde lægerne svært ved at finde ud af, hvad der havde ført til Karolines sammenbrud.

”En overlæge var inde på, at det måske var noget med nogle signalstoffer i min hjerne, der ikke virkede som de skulle – altså, at det var rent kemisk. En anden læge var inde på, at jeg havde haft for mange ting på mine skuldre.”

Ville læse jura

En ting var Karoline helt sikker på, og det var, at hun ville læse jura. Under sin indlæggelse blev hun tilbudt et forløb hos Sherpa. Først tænkte hun ikke, at det var noget for hende, men da hun skulle starte på studie få måneder efter sin udskrivelse, tænkte hun, at det måske ikke var så tosset en idé alligevel.

”Da jeg blev indlagt, spurgte en af sygeplejerskerne, hvad min plan var. Jeg fortalte, at jeg altid gerne har villet læse jura. Det sagde hun var en rigtig dårlig idé. Hun mente, at jeg burde tage et sabbatår mere, så jeg kunne få slappet af. Sygeplejerskens indstilling var et nederlag. Men da jeg sagde det samme til min Sherpa-mentor, var der slet ikke noget problem. Hun var helt enig i, at det var en god ide at starte på studiet.”

Karoline blev også tilknyttet en karriererådgiver hos Sherpa, der gav gode råd op til studiestart.

”Karriererådgiveren hjalp mig med min studieteknik og noter, og viste mig, hvordan jeg lavede læseplaner op til eksamen. Så i starten var det meget det praktiske, jeg fik hjælp med.”

Karoline mødtes med sin mentor en gang om ugen. Det var især problemer med hukommelsen og overblikket i hverdagen, som hun havde brug for støtte til.

”Min mentor huskede mig på at få søgt om optagelse, hjalp med ansøgningen og med at administrere min tid. Det var jeg ikke så god til. Så har jeg selvfølgelig brugt min mentor rigtig meget til at snakke med om personlige problemer og sådan nogle ting.”

Kan kalde sig BA. Jur.

I sommeren 2015 kunne Karoline kalde sig bachelor i jura med en karakter i den høje ende af skalaen. Efter sommerferien læste hun videre på kandidatstudiet. Hun er stolt over, at hun stod fast ved sin beslutning om at begynde på studiet kort efter sin indlæggelse.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg klarede det. Jeg tror, at det var min stædighed. Men det med at gå helt i stå derhjemme, det fungerer ikke for mig. Det var bedre at komme i gang, også selvom det var lidt af et sats. Hvis jeg havde ventet havde mine karakterer nok også været bedre det første år. Men jeg har ikke fortrudt.”

Selvom Karoline ikke føler, at hun havde et stort behov for støtte, er hun ikke i tvivl om, hvad hendes forløb hos Sherpa har betydet for hendes uddannelse.

”Der var ikke noget, der skulle gå hurtigt. Forløbet tog den tid det tog. Jeg tror sagtens, at jeg kunne have startet på studiet uden min mentor, men jeg er ikke sikker på, at jeg ville have gennemført. Jeg ville ønske for andre i den situation, at de har muligheden, så de ikke bliver fanget derhjemme og ikke kommer i gang, for det hjælper at komme ud på arbejdsmarkedet eller i uddannelse. Det gør det.”

Og spørger man Karoline, er perioden med psykisk sårbarhed bag hende.

”Jeg ser ikke længere mig selv som psykisk sårbar. Jeg er blevet bedre til at passe på mig selv, og er ikke deprimeret mere. Jeg kan mærke frygten for at ende i depression igen, når jeg bliver rigtig presset. Men i virkeligheden er det bare min krop, der siger fra. Men nej, jeg ser ikke mig selv som psykisk sårbar mere. Det er jeg kommet over.”