Margrethe: Fra førtidspension til fleksjob

Margrethes barndom var præget af seksuelt misbrug, misrøgt og mobning og hendes voksenliv af alkoholisme. Alt dette resulterede i, at Margrethe udviklede både angst, depression og postraumatisk stress syndrom. Umiddelbart virkede førtidspension som den oplagte løsning, både for hende og for kommunen, men inden da mødtes Margrethe med en Sherpa-mentor.

Første gang Margrethe mødte op hos Sherpa, var hun rasende. I årene forinden havde hun haft svingdørssagsbehandlere, der ikke var i stand til at hjælpe hende videre. Indtil hun en dag fik en sagsbehandler, der sagde, at hun skulle have en mentor. Margrethe skulle i et forløb hos Sherpa, og i begyndelsen var det slet ikke noget, hun havde lyst til.

”Jeg var gal, sur og syntes, at systemet var helt ad helvede til. Den ene hånd ved ikke, hvad den anden laver. Jeg var overbevist om, at kommunen var en stor maskine, der kun var ude på at gøre mig ondt. Jeg kan huske, at min mentor præsenterede sig, og jeg svarede, at jeg ikke havde brug for en professionel veninde. Så var det ligesom slået fast.”

Da Margrethe kom hjem fra mødet var hun stadig gal, men kæresten overbeviste hende om at give Sherpa-mentoren endnu et forsøg. Mentoren tilbød blandt andet at flytte samtalerne hjem til Margrethe, og det kunne måske være meget godt for Margrethes angst.

”Hun kom så en gang om ugen i en time og italesatte en masse ting. Hold kæft, hvor hun italesatte en masse ting.”

Barndommen, der blev taget

Nogle af de ting Margrethe talte med sin mentor om, var de oplevelser Margrethe havde haft i sin barndom.

Margrethe blev født i april 1961 i Nuuk på Grønland, som den yngste i en søskendeflok på seks. Familielivet var kaotisk, og der blev ikke taget ordentlig hånd om de seks børn. Gentagne seksuelle overgreb fra sin ene storebror og forældrenes dybe alkoholmisbrug var med til at præge Margrethes barndom

”En vinter blev min bror og jeg låst inde på et værelse, fordi de voksne skulle ud. Vi fik en zinkbalje, som vi kunne tisse og skide i, og så fik vi en humpel rugbrød og noget vand. Døren blev låst. De voksne havde sømmet vinduet til udefra, for at være sikre på, at vi ikke kunne komme ud. Vi brød ud og flygtede midt om natten i en snestorm. Vi gemte os under trappen til Den Kongelige Grønlandske Handel. Det eneste, vi havde på, var vores beskidte undertøj. ”

Børnene blev fundet af politiet og Margrethe og hendes bror blev sendt til et børnehjem i Nuuk, hvor de boede i to år, indtil hun blev adopteret.

De københavnske nætter

Da barndommen gik på hæld flyttede Magrethe til København for at tage en uddannelse. Hun drømte om at arbejde med sårbare børn.

”Men byen var for spændende. Der var musik og teater, der var cafeer, der var værtshuse af den slags, der ikke er der mere. Det brugte jeg meget tid på i rigtig mange år.”

De våde nætter blev til morgener med tømmermænd, og det gik ud over arbejdet, som Margrethe ofte havde svært ved at holde på. Uddannelsen blev heller ikke rigtig til noget. Men alt dette stoppede, da Margrethe mødte en mand, som hun forelskede sig i. De fik deres første barn i 1992, en pige, og Margrethe holdt op med at drikke. Men da ønsket om flere børn blev stoppet af en abort, genoptog Margrethe sit misbrug. I 1997 blev hun gravid igen, og fødte en lille dreng. I de efterfølgende år siksakkede Margrethe ind og ud af sit misbrug og ædruelighed. Og da Margrethe og hendes mand gik fra hinanden, kom flaskerne frem, når ungerne var lagt i seng. En flaske blev hurtigt til to, som blev til tre. Rødvin og øl.

Mor var altid skidefuld

Ti år senere var forholdet til børnene blevet mere og mere dysfunktionelt. I mellemtiden var Margrethe blevet ædru igen og havde taget en uddannelse, som hun afsluttede med flotte karakterer i 2003. Men misrøgten i barndommen havde sat sine spor i ryg og knæ, og Margrethes arbejde var fysisk hårdt. Misbruget blev derfor genoptaget efter uddannelsen og varede lige indtil en dag, hvor Magrethes datter fik nok.

”Jeg gik i Aldi for at købe sodavand, og på vejen hjem havde jeg drukket nogle små flasker. Min datter blev rasende, da hun opdagede det. Hun råbte, at hun var træt af at se mig skidefuld. Hun smadrede flasker og smed dem efter mig. Vi råbte og skreg af hinanden.”

Skænderiet var en lettelse for Margrethe, der længe havde håbet, at alkoholafhængigheden ville blive opdaget og stoppet.

Ude af stand til at arbejde

Margrethe startede på Minnesotakuren. Børnene kom også i behandling, og på vejen mod ædruelighed, fik hun en depression af de barndomsminder, der begyndte at dukke op til overfladen.

Lægerne fandt ud af, at Margrethe lider af stress, angst og posttraumatisk stress syndrom, og samtidig døjer hun med fysiske smerter. I Margrethes sag skrev en psykiater:

”Konkluderende kan det siges, at der er tale om en 51-årig kvinde, hvis psykiske tilstand er så forringet, at hendes funktionsniveau varigt er reduceret til det ubetydelige. Derfor er det ret usandsynligt, at der findes tiltag, der betydeligt vil kunne forbedre hendes arbejdsevne. Således er det meget lidt sandsynligt, at klienten nogensinde vil kunne passe et arbejde.”

”Det slog mig ud, og jeg tænkte, hvorfor de så ikke bare kunne give mig en førtidspension? Så kunne jeg få fred til at være mor, fred til at få orden på mit liv, fred til bare at være mig med alle de ting, jeg har kæmpet med, siden jeg blev født.”

Margrethe fik flere gange tildelt en ny sagsbehandler, der ikke vidste, hvordan de skulle hjælpe hende.

”Til sidst fik jeg en sagsbehandler, der egentlig forstod, hvad det her gik ud på. Hun sagde så, at jeg skulle have en mentor og ville gerne have mig tilknyttet Sherpa. ”

Fra førtidspension til fleksjob

I tiden efter det første møde med Sherpa talte mentoren og Margrethe om de styrker, hun besidder.

”Jeg blev fortrolig med hende, og vi snakkede om min barndom. Men hun syntes ikke, at vi skulle tale for meget om det, for det gjorde mig ked af det. Til gengæld talte hun om, hvor mange ressourcer jeg har, og hvor fantastisk en kvinde jeg er, fordi jeg er kommet igennem alle de ting, jeg er kommet igennem.”

To måneder inde i forløbet begyndte de to kvinder at tale om, at et fleksjob måske kunne være et godt alternativ til førtidspensionen. Til næste møde tog mentoren en karriererådgiver med fra Sherpa, der talte med Margrethe om hendes tidligere job, uddannelse og erfaringer.

”Der blev lavet et CV til mig, og ret kort tid efter begyndte jeg selv at gå ud med ansøgninger. Jeg fik min selvsikkerhed tilbage, og jeg blev mere og mere glad for livet. Jeg synes, alting var så rart, og da mine børn selv ramlede ind i en depression, klarede jeg det, fordi jeg kunne få råd fra mentoren.”

Imens Margrethe hjalp sig selv og sine børn videre, var hun ude med ansøgninger lige indtil en dag, hvor mentoren kom med et jobopslag.

”En skole manglede en kaffedame 15 timer om ugen, og vi fik arrangeret et møde, hvor karriererådgiveren tog med.”

Margrethe klarede samtalen selv. Hun fortalte sin historie, og fortalte om de evner, hun selv havde opdaget, at hun besidder. Hun fik jobbet på skolen, hvor hun fem dage om ugen ordner skolens lærerværelse. Hun tømmer og fylder opvaskemaskinen, ordner bordene, laver frugtskåle, bager og sørger for, at der er pænt og rent.

”Jeg er simpelthen så glad for at være der. Jeg manglede bare, at kommunen tilkendte mig retten til fleksjob.”

I juni 2015 blev Margrethe tilkendt retten til fleksjob af kommunen. Samtidig har lægen, der i sin tid erklærede det for usandsynligt, at hun nogensinde ville kunne varetage et job erkendt, at hun vurderede Margrethe forkert. For Margrethe er tilkendelsen af fleksjob en stor lettelse.

”For mig handler det om at få lukket den dør, der hedder kommunen, fordi den har været et stort monster, som jeg slet ikke har kunnet håndtere. Det var angstprovokerende at åbne min postkasse, fordi jeg aldrig vidste, om det var en indkaldelse til en psykiater, psykolog eller sagsbehandler.”

Bruddet med den sociale arv

Til sidst gik Margrethes situation i orden. Hun er glad for sit fleksjob på skolen, og hun er især glad for sine kollegaer.

”Det er en fornøjelse at gå på arbejde. Nogle dage går timerne hurtigt, andre dage går de langsomt. Det er ligesom, når man arbejder 37 timer om ugen. Der er altid nogle dage, der er længere end andre. Mine kollegaer har taget virkelig godt imod mig. Jeg får pirret mit intellekt hver dag, fordi jeg kan have spændende diskussioner om religion, samfund og politik med mine kollegaer. Og så holder jobbet angsten for døren, fordi det holder mig beskæftiget,” fortæller Margrethe.

Margrethe er stolt af sig selv, og sin familie for den udvikling, de har været igennem

”Jeg har jo fundet ud af, at jeg er ressourcestærk, og jeg kan og vil en masse ting. Jeg vil være psykisk sårbar i resten af mit liv, men har fået redskaberne til at håndtere det. Mine børn har tilgivet mig de ting, jeg har gjort som alkoholiker. Jeg bliver så uendeligt flov og ked af, at jeg ikke kunne bryde den sociale arv. Men jeg havde ikke kunne gøre det her, og nået hertil, hvis ikke jeg havde haft Sherpa og min mentor.”