Sofie: Lærte at mestre hverdagen

Sofie arbejdede alt for meget og havde svært ved at sige fra, indtil hendes krop en dag gjorde det for hende. Hun blev ramt af en svær depression og havde svært ved at håndtere simple opgaver i hverdagen. Men med støtte fra hendes Sherpa-mentor og karriererådgiver kom Sofie på benene igen og fik troen tilbage på, at hun har en værdi på arbejdsmarkedet.

I flere år arbejdede Sofie i arbejdstimer, der ofte sneg sig op på mere end 60 om ugen. Hun havde en chefstilling, en mand og en lille datter. En ulykke fik hende til at tage sit liv og arbejdstimer op til revision. Hun tog derfor et nyt job som konsulent på nedsat tid, så hun kunne få mere fritid og tid med sin datter. Sofie og hendes chef havde en god aftale, og den nedsatte arbejdstid fungerede godt for dem begge. Men så skiftede ledelsesstrukturen på arbejdspladsen, og Sofie fik en ny chef.

”Jeg fik flere og flere arbejdsopgaver, og min arbejdstid steg. Det var meningen, at jeg skulle være der tre-fire dage om ugen, men var der nærmest seks dage. Det blev for meget for mig, og da en kollega spurgte, om jeg ville med ham over i en ny virksomhed, som han var blevet headhuntet til, sagde jeg ja tak, fordi det lød spændende. Jeg tænkte, at der ville komme ro på og mindres pres i hverdagen. Det ville jeg gerne.”

Var ene kvinde om tre stillinger

Sofie blev ansat som regnskabsansvarlig på den nye arbejdsplads. Forinden havde virksomheden fyret hele sin økonomiafdeling på tre ansatte på grund af rod i regnskaberne, og sammen med den gamle kollega skulle Sofie rydde op i regnskaber, løn, kontrakter og HR. Men kollegaen, som var blevet Sofies chef, havde travlt med andre opgaver i chefgruppen og bestyrelsen. Hurtigt sad Sofie alene tilbage med næsten hele oprydningsopgaven. Tre måneder inde i det nye job sagde Sofie op, uden et nyt job på hånden.

”Jeg har aldrig opsagt et job uden at have et nyt job, der ventede på mig, og det burde have fortalt mig, hvor dårlig arbejdspladsen var for mig. Jeg kunne bare mærke, at den mængde opgaver, jeg havde, ikke var mulig at løse. Jeg havde tit så travlt, at jeg ikke havde tid til at gå på toilettet i løbet af en ti timers arbejdsdag, og ofte sad jeg der til langt ud på natten, næsten hver dag, og alligevel var jeg bagud. ”

Kroppen sagde stop

Sofie begyndte at sige op med jævne mellemrum. Hver gang blev hun overtalt til at blive, og gik hjem med tanken om, at det nok bare var hende, der havde overreageret. Arbejdsopgaverne blev ikke færre, og da Sofie havde været ansat i knapt et år, begyndte hendes krop at sige fra.

”Jeg har altid haft en virkelig god hukommelse, men kunne pludseligt ikke huske noget. Min assistent lagde mærke til, at jeg begyndte at sige og gøre mærkelige ting. Andre kollegaer lagde også mærke til det, og fortalte det til en læge, som virksomheden havde ansat.”

Sofie forsøgte endnu engang at forklare sin chef, at hun ikke kunne løfte den arbejdsbyrde, han gav hende, men lykkedes ikke med at trænge igennem. Kort efter bukkede hendes krop under for presset.

”Jeg blev simpelthen så syg og kunne ingenting. Det føltes som om, at jeg havde tredobbelt influenza, og jeg græd som var der blevet åbnet en vandhane. Jeg sygemeldte mig, og bad chefen komme hjem til mig. Nu ville jeg sige op. Igen. Men chefen forklarede, at lønsystemet jo skulle implementeres, og jeg blev nødt til at komme på arbejde igen. Når lønnen var klaret, kunne jeg tage på tre ugers ferie og komme oven på. Så jeg tog på arbejde næste dag og blev installeret i et mødelokale, fordi jeg var så syg.”

Sofie arbejdede fra mødelokalet i tre uger og fik styr på lønnen, selvom hun var syg. Da Sofie vendte tilbage fra ferien var der ingen reaktion fra virksomheden, der heller ikke havde lagt en plan for hendes tilbagevenden, selvom det var aftalt. I stedet meddelte chefen hende, at hun skulle indhente de opgaver, som hun ikke havde løst i tre uger, hvor hun havde været væk. 

”Jeg troede, at jeg kun skulle være der i nogle timer den første dag efter ferien, men jeg sad der i ni timer. Da jeg kørte hjem, blev jeg ramt af influenzasymptomerne igen i bilen. Jeg rystede, fik ondt og svedte. Dagen efter tog jeg til psykolog. Hun sendte mig direkte hjem, og sagde, at jeg ikke skulle kontakte chefen. Hun skulle nok styre mit forløb sammen med virksomhedens læge. Jeg gik hjem den dag og kom ikke på arbejde nogensinde igen.”

Stressrelateret svær depression

Sofie havde fået en svær depression. Hun lagde sig i sin seng og rejste sig ikke i de næste to måneder. Hun kunne ingenting.

”Jeg skulle lære alting forfra. Simple ting, som man normalt tager for givet. Jeg skulle lære at stå ud af sengen og gå ud på min terrasse. Jeg skulle lære at sidde og spise med min familie, og lære at være mor igen. Det at gå ud på gaden var virkelig angstprovokerende. Det tog mig et år, før jeg kunne gå ud i en butik alene, fordi der var lyde alle steder.”

Sofie var i mellemtiden blevet gravid, og da hun også udviste også tegn på en fødselsdepression, blev hun henvist til ambulant behandling på et psykiatrisk center.

”Jeg kunne slet ikke håndtere min depression og graviditet på det tidspunkt, og jeg blev heldigvis tilknyttet en rigtig god læge og sygeplejerske på det psykiatriske center. De gav mig en masse gode redskaber, og jeg fik coaching og gruppeterapi.  Det var starten på min helbredelse og ønske om at finde vej tilbage til livet. I mit coachingforløb havde min sygeplejerske og jeg talt om, at jeg gerne snart ville tilbage til arbejdsmarkedet, og derfor ville hun indstille mig til et Sherpa-forløb.”

Efter behandlingen på det psykiatriske center fandt Sofie og hendes mand selv et beskæftigelsesforløb, som hun fik støtte fra sit  forsikringsselskab til at deltage i. Samtidig begyndte hun hos Sherpa.

Det er en livline

Beskæftigelsesforløbet var godt for Sofie, lige indtil hun selv skulle finde en praktikplads.

”Det har jeg reflekteret meget over siden. Hvis man som rask ved, hvor svært det er at skrive en ansøgning, så prøv at gange det med 1000, når du har en psykisk sygdom. Praktik var bare ikke løsningen for mig, det var nederlag på nederlag at søge praktik. Jeg var slet ikke klar til at håndtere det på det tidspunkt. Derfor var jeg rigtig glad for, at jeg gik hos Sherpa samtidig. De forstod mig og mine frustrationer og prøvede at holde mig kørende indtil praktikforløbet var ovre.”

Sherpa-karriererådgiveren hjalp Sofie med at søge praktiksted, skrive CV og finde motivationen til ansøgningen. Samtidig hjalp en mentor Sofie med at få styr på hverdagen.

”Jeg har været glad for mine forskellige forløb, men Sherpa har virkelig været guld værd. Du kan ringe 24 timer i døgnet. De har bare været der. De skriver en sms eller ringer for at høre, om man har det godt. De har hjulpet mig med kommunen, og har også kunne aflaste min mand, som har været en fantastisk støtte igennem alt det her. Det er trygt at gå i seng om aftenen og vide, at du har en, du kan ringe til. Det er en livline.”

Og støtten har været det vigtigste for Sofie.

”Sherpa har bare været der. Uanset, hvad jeg havde brug for. De er der, så længe du har brug for det, og det er det bedste, jeg har oplevet i mit sygdomsforløb. Det giver en kæmpe ro og tryghed. De har tid til dig, ser dig, lytter, kommer med indspark, giver gode råd, men det er mig selv, der har taget valgene hele vejen igennem. De er her for dig, på dit niveau og det er dig forløbet kører efter.”

Succeskriteriet er et godt liv

Efter praktikforløbet havde Sofie det stadig dårligt og ikke meget tro på arbejdsmarkedet. Men Sherpa stod klar. Hendes mentor og især karrierådgiver hjalp med at få hende på benene igen og at få troen tilbage på, at hun var noget værdifuldt for arbejdsmarkedet.  Karriererådgiverne hjalp Sofie med personlighedstest, finde ideer til jobs, nyt CV og ansøgning. Herefter begyndte Sofie at søge jobs sammen med sin karriererådgiver. 25 timer var målet, for det er et krav i det offentlige, hvis du skal have A-kasse i tilfælde af jobmangel. Men det blev hurtigt klart for Sofie, at hun ikke kunne arbejde 25 timer om ugen. To dages arbejde under praktikken havde allerede været hårdt for hende.

”Mange indsatser er rettet mod beskæftigelse, og det er sådan set også fint nok, for dét at have et job er som udgangspunkt ofte en del af ens identitet. Men det er ikke alle her i verden, der behøver at gå på arbejde i 30, 25 eller 15 timer for den sags skyld.”

Hendes karriererådgiver foreslog derfor, at hun blev selvstændig og arbejdede de timer, hun kunne. Først var Sofie kritisk over for ideen, for fællesskabet på en arbejdsplads var vigtig for hende. Men da der ikke var nogle job, der lød på mindre end 25-30 timer ugentligt, valgte Sofie at prøve at blive selvstændig. Det fortryder hun ikke i dag.

Sofies opfattelse af succes har også ændret sig.

”Da jeg startede hos Sherpa var mit succeskriterie, at jeg skulle arbejde 25 timer om ugen. Det kan jeg stadig ikke, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til det. En succes for mig er ikke længere, hvor mange timer jeg kan arbejde, men i stedet, at jeg er glad, og kan være noget for min familie og mig selv, og at jeg kan arbejde det, som jeg kan. Jeg lærer hele tiden at navigere i mit liv, og jeg kommer nok til at skulle lære resten af livet. Men underligt nok har jeg det bedre nu, end før jeg blev syg, fordi nu er jeg nødt til at passe på mig selv og agere herefter.”