Når man går fra 180 til 0 km/t og mister kontakten til krav-verdenen

Af Helle Mørk, HR- og forretningsudviklingschef i Sherpa

Det er vigtigt, at have forståelsen og viden om, at de brugere, der kommer til Sherpa ofte har arbejdet meget og har haft en hel almindelig hverdag med job eller uddannelse.
Selv om man for en tid er ramt af en psykisk sygdom, har man mere end nogensinde brug for at føle sig som en del af den ”normale” hverdag og ikke mindst, at der tales til ens værdighed, og det man kender og kan. Derfor handler det bla. Om, at tale ind til drømmen og håbet, om den hverdag og det arbejde/uddannelse man i den grad gerne vil tilbage til. Ofte ryger strukturen, hvorfor det også er vigtigt at sætte ind her, så det igen kommer til at ligne den hverdag man havde før suppleret med nogle justeringer.

180-i-timen

Brug for ”mellemregninger”
Ofte hører vi i Sherpa om brugere, som har fået at vide, at man skal gå hjem og slappe af. Alt bliver sikkert gjort og sagt i den bedste mening, men hvad vil det sige at slappe af? ”Hvad skal jeg gøre – hvordan skal jeg geare ned?”, er ofte spørgsmålet til os. Man kan nemlig på ingen måde håndtere, at den ene dag kræver det, at man kører i et gear, der svarer til 180 km/t, og næste dag i et gear på 0. Springet er alt for stort og umuligt! Det vil det være for os alle sammen. Det er tværtimod nogle ”mellemregninger”, man har brug for. Det vil sige hjælp til at få etableret nogle løsninger, så man igen kan se en ny vej frem. Måske at få skruet ned for arbejdstiden, mens man kommer sig, eller at man kommer i et forløb, hvor der kan skabes overblik og håb om fremtiden.

Det går heller ikke bare at få at vide, at man ”skal sige nej”. Det handler i højere grad om at lære, hvordan man på en nuanceret måde kan sige nej her og nu og dermed skaffer sig luft, for senere igen at kunne sige ja til en opgave.
Det går heller ikke, at man får at vide, at man skal lægge sig hjem de næste otte uger og slappe og passe sig selv. Det er vigtigt, at man hele tiden er en del af ”krav -verdenen”, ellers bliver springet for stort mellem ”omsorgsverdenen” og ”kravverdenen”.

Bevar kontakten
De GAF-tal, vi fremlægger andetsteds i dette nyhedsbrev, illustrerer med al tydelighed, at det for nogen, men ikke nødvendigvis for alle, er lykken at blive sygemeldt på grund af stress, angst eller depression. I hvert fald kræver det en hurtig indsats, så vi fremover forhindrer, at menneskers evner til at mestre deres egen hverdag falder så brat, at det hele risikerer at falde fra hinanden. Ved at bevare kontakten til ”kravverdenen” og med de fornødne hensyn til den, der er syg, tror jeg på, at vi vil opleve, at langt flere vil komme sig og komme sig hurtigere. Ganske enkelt fordi man stadig er til stede og en del af den såkaldte ”normale hverdag”.